Daimler overvejer frasalg af dele af forhandlernet
Den tyske luksusbilproducent Daimler, der blandt andet producerer Mercedes-Benz og Smart, overvejer at frasælge nogle af sine forhandlere i Tyskland, i forbindelse med en spareplan, skriver det ugentlige magasin Automobilewoche ifølge Wall Street Journal.
Daimlers forhandler-netværk havde i 2012 en omsætning på 10 mia. euro, hvilket resulterede i en bundlinje tab på 45 mio. euro.
Daimler overvejer angiveligt, at frasælge nogle af forhandlerne, og slå andre, der ligger tæt på hinanden geografisk, sammen, og selskabet vil derfor ikke frasælge hele forhandlernetværket.
En talskvinde fra selskabet oplyser, ifølge Dow Jones Newswires, at der nu skal være fokus på indtjening, og at overvejelserne derfor kun er et naturligt led i selskabsstrategien.