NDI Odense flytter til mere rummelige lokaler
Nordisk Dæk Import Odense åbner mandag den 3. juni i nye omgivelser på Teknikvej 30 i Odense S.
Det er i luftlinje cirka 5 kilometer fra den hidtidige adresse, Gl. Højmevej 51, hvor NDI Odense blev etableret i 1992. Der er sidste åbningsdag på Gl. Højmevej fredag den 31. maj.
-Teknikvej 30 byder på langt bedre og mere tidssvarende forhold. Vi flytter ind i en kun 5 år gammel lagerbygning med kontor, og alt i alt får vi nu meget mere plads. Det kræver godt med albuerum at være Fyns førende dækleverandør, og Teknikvej 30 er den perfekte beliggenhed – ganske tæt ved den fynske motorvejs afkørsel 50, siger afdelingsleder Martin Vork.
Han understreger, at kunderne ikke vil mærke, at afdelingen nu flytter. NDI yder fortsat samme gode service og vil som hidtil levere varer overalt på Fyn to gange om dagen:
- Vores kunder vil møde helt de samme NDI medarbejdere som hidtil, for vi er fortsat det ”gamle” team på 8 mand: 2 i ekspeditionen, 1 på lageret, 3 chauffører og 2 sælgere.
Det er et gedigent lager, NDI Odense får på Teknikvej 30. Den store lagerhal er møbleret med godt 1000 meter reoler, der kan rumme mange tusinde dæk og fælge. Og de varer, der ikke er på lager her og nu, kan hurtigt skaffes hjem.
- NDI dækker med 7 afdelinger Danmark 100 procent. Vi er som landets største dækimportør garant for stor leveringssikkerhed af alle typer dæk og fælge fra Nordeuropas største samlede dæklager i Brørup.