23948sdkhjf

DTL: HLS A/S Slagelse Transportcenter vandt Årets Transportvirksomhed 2013

Virksomheden vandt afstemningen på lørdagens generalforsamling i Nyborg.

Virksomheden vandt afstemningen på lørdagens generalforsamling i Nyborg.



Det blev HLS A/S Slagelse Transportcenter v/Jens-Ole Larsen der vandt konkurrencen Årets Transportvirksomhed 2013. Virksomheden var blandt de tre nominerede, og det var et flertal af medlemmerne, der ved en elektronisk afstemning pegede på HLS A/S Slagelse Transportcenter.

De øvrige nominerede var Bette Gris, Thisted v/Niels Jeppesen og P. Fournaise, Fredericia v/Peter Fournaise.

Jens-Ole Larsen benyttede lejligheden til at sige tak til sine ”fantastiske medarbejdere – uden jer ingen forretning”, til sin ”fantastiske kone” og kollegerne i Danske Fragtmænd. Desuden sendte han en særlig tak til Niels Erik Nielsen (i dag direktør Kjøbenhavns Vognmandslaug), der var med til at hjælpe HLS ud af et ”sort hul” for over ti år siden.

Portræt af vinderen: Fragtmand skaffer job til de udsatte

Det er især arbejdet med mennesker, der interesser Jens-Ole Larsen, og Slagelse Transportcenter, der er en del af Danske Fragtmænd, har efterhånden ”fragtet” flere hundrede personer ind på arbejdsmarkedet fra et liv på kanten af tilværelsen.

Ca. seks arbejdspladser står løbende til rådighed for lidt mere skæve eksistenser, som områdets jobcentre kan henvise til. Arbejdspladserne fordeler sig i reglen på to chaufførjob, to terminaljob, en på værkstedet og én all round. Så der kommer ofte nye praktikanter, som skal prøve livet i en transportvirksomhed.

For tiden har Slagelse Transportcenter to i lære som mekaniker – den ene er nydansker. Tre er i lære som chauffør – den ene er voksenlærling. Desuden er der en voksenlærling på terminalen og en i fleksjob som chauffør. Og der er også to personer ansat med handicap med begrænset arbejdsevne, så derfor får virksomheden det meste af deres løn refunderet.

Kontante krav

De nye folk skal altså bestille noget. De bliver mødt med kontante krav om at være motiverede, komme til tiden og yde det, der skal til for lønnen.

I travle perioder hyrer han unge indvandrere fra nabolaget som rampedrenge. De knokler på og tjener penge, og de er blevet vigtige ambassadører for virksomheden i nabolaget. Slagelse Transportcenter har aldrig oplevet nogen former for hærværk, selv om virksomheden ligger op af et belastet kvarter.

Socialt ansvar i 30 år

Jens-Ole Larsen har efterhånden praktiseret et socialt ansvar over for det omkringliggende samfund i 30 år, og hans far gjorde det samme:

- Vi har altid troet på, at det betaler sig at give folk en chance, hvis de er endt i tovene. Det har givet en masse rent menneskeligt, og vi har fået gode og loyale medarbejdere ud af det, siger Jens-Ole Larsen.

Hans far, der stiftede firmaet Henry Larsen & Søn - nu HLS Fragt - for at køre for DSB, tog ofte skoletrætte drenge fra 8.-9. klasse ind i firmaet for at give dem en chance efter skolenederlagene.

- Og jeg var selv lidt af en rod som ung, men kom godt i gang i firmaet. Nu betaler jeg noget tilbage, siger han.

Men han tilføjer, at der udover de mange solstrålehistorier også er skuffelser:

- Sådan er det nu en gang, når du har med mennesker at gøre.

Konkurrence med far

Som 21-årig overtog Jens-Ole Larsen i 1982 en fragtmandsforretning i Slagelse, selv om hans fars DSB-kørsel var en direkte konkurrent. Med vandtætte skotter mellem de to virksomheder begyndte han stille og roligt at udvide forretningen. Dengang var der omkring 80 fragtmænd alene på Sjælland. I dag er der fem.

Slagelse Transportcenter har selv opkøbt fragtmandsforretningerne i Kalundborg og Holbæk samt en række fragtmandsruter. Virksomheden råder i dag over ca. 50 lastbiler og 45 trailere.

Der er terminaler i Slagelse, Kalundborg og Holbæk. Værkstedet i Slagelse servicerer også lastbiler for naboen, erhvervsskolen Selandia.

Kunderne ser på pris og kvalitet

Jens-Ole Larsen har især på det sociale område praktiseret det, som nu med et fint ord kaldes CSR, Corporate Social Responsibilty. Men fragtmanden kan ikke påstå, at det sociale engagement og image har betydet noget som helst for de fragtaftaler, han indgår med kunderne.

Transportkøberne har blikket stift rettet mod palleprisen og kvaliteten. Og konkurrencen med andre transportører er indædt.

- Vi klarer os ikke mindst fordi Danske Fragtmænd har effektiviseret gevaldigt med opkøb og omstruktureringer. Især har det været en gevinst med dannelsen af Danske Fragtmænd Transport, der binder landets fragtmænd sammen med landsdækkende transporter, forklarer Larsen.

- Det sociale engagement betaler sig alligevel takket være de mange loyale medarbejdere, vi har fået ad den vej. Det gælder både danskere og nydanskere. Ofte er de begyndt med løntilskud, og senere - når de har fået et fast job - er de blevet gode ambassadører for fragtmændene. Nogle er fortsat andre steder i fragtmandssystemet, så for os er samarbejdet med kommunerne blevet en fast del af vores rekruttering af nye medarbejdere, siger Jens-Ole Larsen.

Intern uddannelse

Jens-Ole Larsen har aldrig taget en egentlig lederuddannelse – udover den ballast som livet og tilværelsen har givet ham. Men han er udmærket klar over, at uddannelse er et vigtigt parameter i en transportvirksomhed:

- Vi har i år startet det interne projekt, ”Kvalitet i hverdagen”, som skal gøre 2013 til et udviklings- og undervisningsår for os. Vi har oprettet en ”mandagsskole”, hvor tre-fire medarbejdere bliver opkvalificeret på forskellig vis i løsningen af nogle af de daglige opgaver. På dialog-basis underviser en medarbejder de andre i, hvordan man kan udføre opgaverne bedre. Det kan fx være surring, kørslen eller håndtering af lifte. Mottoet er at ”formidle det bedste fra de bedste til de værste”. Ordene skal ikke tages bogstaveligt, så det er Ikke fordi nogle er dårlige, men vi vil gerne starte en proces, hvor medarbejderne lærer af hinanden, siger Jens-Ole Larsen.

Virksomheden har også aftalt en jobrotationsordning med Slagelse Kommunes jobcenter, som sender tre-fire ledige, der træder ind som afløsere for et tilsvarende antal faste medarbejdere, der kan komme i efteruddannelse. Tovholder på projekterne er virksomhedens udviklingschef, en nyligt ansat akademiker.

Slagelse Transportcenter er også sponsor for 12-årige Mikkel Lillesøe, som kører motocross i Midtsjællands Sports Motorklub.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063