Transportlaboratorium vælger Ishøj som mellemstation
Fra slutningen af maj er Scanias store lastbil- og busanlæg i Ishøj ’mellemstation’ for tusindvis af årlige lastbiltransporter mellem Scanias produktionsanlæg i Södertälje i Sverige og Scanias største monteringsfabrik i Zwolle i Holland.
Ishøj ligger præcis halvvejs mellem Södertälje og Zwolle og er derfor perfekt placeret for chaufførernes obligatoriske hvil undervejs.
En del af de interne transporter udføres af Scanias egen vognmandsforretning Scania Transportlaboratorium AB, der beskæftiger godt 20 vogntog i døgndrift mellem Sverige og Holland. Transporterne udføres med fokus på optimal udnyttelse af det rullende materiel, og den årlige kørestrækning når op på 450.000 km pr. lastbil. Det kræver effektiv logistik at udnytte bilerne så intensivt, og da Scania i Ishøj ligger få hundrede meter fra motorvejstilslutningerne på E20, bliver spildtiden i forbindelse med chaufførskift og service minimal.
Scania Danmark har i forbindelse med valget af Ishøj som mellemstation etableret en 180 m2 mandskabsbygning til de ca. 70 chauffører, der holder lastbilerne rullende døgnet rundt. Mandskabsbygningen rummer bl.a. 16 komfortable enkeltværelser. For at give chaufførerne mulighed for at sove uforstyrret på alle tider af døgnet er alle soveværelser udrustet med individuelle klimaanlæg samt lydisolerede vægge, tag og vinduer.
Scania Transportlaboratoriums mange transporter indgår også i Scanias forskning og udvikling. De høje årlige kørestrækninger udnyttes til langtidstests af nye komponenter samt afprøvning af forskellige serviceydelser. Det gælder bl.a. ’Ecolution by Scania’, hvor Scania har udviklet en hel ’pakkeløsning’ med skræddersyet specifikation af lastbilen, intensiv chaufføruddannelse og -coaching samt optimal vedligeholdelse af køretøjet – alt sammen med henblik på minimering af brændstofforbruget.