Stærkt regnskab fra LEMAN Holding koncernen
LEMAN koncernen har i 2012 præsteret et af de bedste resultater gennem flere år.
Med en omsætningsfremgang på 13 % og en omsætning på kr. 1.4 mia. har koncernen, på trods af at markedsvilkårene fortsat er vanskelige, præsteret et robust resultat.
-Efter at vi gennem de senere år har været stærkt påvirket af finanskrisen, og konjunkturforholdene af samme grund har været præget af pessimisme og manglende tillid til afsætningsmulighederne, har vi i 2012 set en begyndende spire til en fornyet optimisme, anfører administrerende direktør Hardy Petersen.
-Resultatet for 2012 på 40,2 mio. kr. før skat må siges at være særdeles tilfredsstillende for koncernen, særligt når man tager markedsforholdene i betragtning, herunder den betydelige ubalance vi fortsat må leve med i forholdet mellem import og eksport.
-På trods af at vi fortsat ser et marked under pres, har vi valgt at bevare optimismen også for 2013, og forventer således et resultat for koncernen på niveau med 2012, udtaler Hardy Petersen.
LEMAN koncernen har i 2012 haft den særlige udfordring, at vi med virkning fra den 1. maj 2012 opkøbte speditionsvirksomheden Otto Hansen & Co. A/S i Vejle – en virksomhed med ca. 60 medarbejdere.
-I konsekvens af opkøbet af Otto Hansen & Co. har vi i 2012 foretaget en succesfuld implementering af virksomheden ind i LEMAN koncernen, ligesom vi i samme forbindelse har ændret organisationsstrukturen for at sikre en smidigere og mere kundeorienteret organisation.
Vi har samtidig på det nordiske marked udviklet organisationen, og i Finland opkøbt og fusioneret den finske luftfragtvirksomhed Air Express OY ind i LEMAN.
Med årets resultat har koncernen og dens 550 medarbejdere således sikret en konsolidering af virksomheden.
-LEMAN A/S ønsker fortsat at være en markant aktør på det danske og nordiske transportmarked, og med vores økonomiske robusthed vil vi fortsat være åbne overfor nye opkøbsmuligheder, såfremt de rette muligheder byder sig, udtaler Hardy Petersen.