SAS image er helt i bund
Berlingske offentliggjorde i går deres årligt tilbagevendende imageundersøgelse. I undersøgelsen har danske erhvervsledere givet karakterer til hinandens virksomheder, hvorefter virksomhederne er blevet rangeret i forhold til hinanden.
I alt 140 kendte og toneangivende danske virksomheder er med i undersøgelsen. Hvor en stor gruppe går mere eller mindre ubemærket gennem undersøgelsen og lander i midten, gør andre sig mere bemærket i toppen og ikke mindst bunden.
På næstsidstepladsen finder man SAS. Undersøgelsen bedømmer blandt andet virksomhedernes image på parametre som ledelse, finansiel styrke og konkurrenceevne. I alt er hver virksomhed bedømt ud fra ni parametre.
-Det er klart, at det, som batter iblandt topledere, er resultater. SAS har endnu ikke lagt de tydelige resultater frem af effekterne fra 4 Excellence Next Generation-planen, og indtil det sker, er imageundersøgelser ikke en type af målinger, man vinder på, fortæller Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS, til check-in.dk.
Der er ingen tvivl om, at en stor del af ansvaret for SAS’ bundplacering skal findes i forhandlingerne med fagforeningerne i efteråret, som modtog stor mediebevågenhed.
-SAS har jo ikke været igennem en imageøvelse. Det som SAS gjorde i november, handlede om at fremtidssikre selskabet, siger Trine Kromann-Mikkelsen.