SwipBox vælger TNT Express
TNT Express Danmark har indgået en ambitiøs samarbejdsaftale med den innovative, nystartede logistikvirksomhed SwipBox.
SwipBox tilbyder en ny distributionsmodel målrettet e-handlen, hvor et stort antal selvbetjeningsautomater i Netto, Føtex og Bilka markant forbedrer vilkårene for de mange danskere, som shopper på nettet og for e-butikkerne.
Aftalen betyder, at TNT Express’ danske vejnetværk og terminaler bliver bindeleddet mellem forbrugerne og SwipBox’ kunder blandt store og små netbutikker. Både hvad angår leverancer til og mellem forbrugerne samt retur-forsendelser til e-butikkerne.
-Vores ambition er i al beskedenhed at revolutionere den måde e-handlen fungerer på i dag. Selv om danskerne shopper løs på nettet, foregår forsendelser af onlinekøb og retur-flows stadig efter samme principper som for 200 år siden, siger Henrik Gedde Moos, adm. direktør, SwipBox.
TNT Express kommer til at håndtere alle forsendelser i SwipBox-regi. Det vil sige flowet mellem SwipBox-kunder og selvbetjeningsautomaterne i Dansk Supermarkeds butikker, forsendelser mellem forbrugerne via boksene og retur-flowet, hvor varer, der skal byttes, sendes via SwipBox retur til e-butikkerne.
-Vi ser et stort potentiale i SwipBox’ løsning. Både når vi taler convenience for slutkunderne, som kan samle deres net-køb op, der hvor de handler dagligvarer, og når det handler om sikkerheden for den enkelte kunde, siger Frank Jørgensen, nordisk direktør i TNT Express.
Der er investeret et tocifret millionbeløb i udviklingen af SwipBox’ løsning. Blandt investorerne er Vækstfonden, Nielsen & Nielsen Holding og Peter M. Clausen, storaktionær i Danfoss.