Jyllandskorridor eller Femern-forbindelse
Debatindlæg fra direktør Mogens Therkelsen, H.P. Therkelsen, Padborg.
I en for nylig offentliggjort rapport fra Rambøll kunne det læses, at jernbanestrækningen fra Ringsted til den nye Femern-forbindelse var i fuld planlægning, så en hurtigtog-strækning på den danske side med 200 kilometer i timen skulle være færdig, når en Femern-forbindelsen engang i 20’erne måtte være etableret.
Alle, der beskæftiger sig med Femern-forbindelsen og fremtiden for infrastrukturen ved, at der stadig er en stor debat i gang på tysk side om denne forbindelse, og ikke mindst om hvorledes togforbindelsen fra den tyske side og frem til f.eks. Hamburg, ville blive etableret.
Når man læser projektet i rapporten, er der en nok så omfattende modernisering, udbygning af broer og jernbanestrækninger.
Misundelse er en grim ting, og dette debatindlæg er ikke skrevet af misundelse, men af det faktum, at der allerede i dag er en hovedforbindelse mellem Skandinavien og dermed Danmark og Hamborg samt resten af Europa, som i den grad trænger til en opgradering og en modernisering, som ville kunne realiseres i en væsentlig kortere tid end projektet i Ringsted - og til endog mindre penge med større effekt.
Som det foreligger, så vil politikerne åbenbart lade baneoptimering i Jylland og til udlandet svale hen indtil Femern-forbindelsen er etableret, da man så mener, at alle problemer er løst.
Den smule, der er afsat i det seneste baneforlig til denne korridor mellem Jylland og Hamburg, er så ubetydelig for den massive person- og godstrafik, der allerede er der og som også vil være der fremover.
Uanset Femern-forbindelsen, så vil der i fremtiden også være et stort antal passager samt tusindvis af tons gods, der skal transporteres denne vej ad Jyllandskorridoren. Alene for Danmarks vedkommende ligger hele hovedindustrien for turisme og eksport af varer i Jylland/Fyn, hvilket også vil være tilfældet efter en etableret Femern-forbindelse.
Kære politikere, så se dog realiteterne i øjnene og vær med til at skabe en hurtig og forholdsvis enkel hurtigrute for passager og gods igennem Jyllandskorridoren og ud i Europa.
Det er dræbende den ”holde hen politik”, der føres for tiden for Danmarks fremtid som transitland med vigtig eksport og turisme, når der overhovedet intet sker, som væsentligt opgraderer de nationale og internationale forhold.