Natur: Vognmand må lukke
Må grimme lastbiler stå på smukke steder. Svaret er "nej"!
En vognmand fra Ortved ved Ringsted må nu formentlig lukke forretningen efter at Natur og Miljøklagenævnet i byretten i Roskilde har fået medhold i, at hans lastvogn skæmmer det naturskønne område.
Det oplyser P4 Sjælland.
Vognmanden Jesper Nielsen bor i et såkaldt rekreativt område, som ifølge planloven kun må bruges til landbrugserhverv.
Men Jesper Nielsen har aldrig forstået problemet, for hvis han ikke var selvstændig og ejede sin lastbil - men i stedet bare chauffør i et andet vognmandsfirma, så må han efter reglerne gerne parkere sin lastbil på hjemmeadressen hver aften.
Sagen har kostet ham 200.000 kroner, og Dansk Transport og Logistik (DTL) har støttet med advokatbistand, fordi de betragter sagen som principiel.
De har dog endnu ikke besluttet om de vil støtte en eventuel anke af sagen.