Strejke hos Widerøe
Efter tre timers mægling brød forhandlingerne mellem kabinepersonalet og det norske flyselskab Widerøe sammen.
Det udmundede i en strejke onsdag blandt kabinepersonalet, som har lammet flyselskabets omkring 400 flyvninger fra 42 forskellige lufthavne og vil berøre omkring 11.000 passagerer.
Kabinepersonalet nedlagde arbejdet ved midnatstid, da parterne - fagforeningen Parat og det SAS-ejede Widerøe - ikke kunne nå til enighed. Personalet har ikke ønsket højere løn eller kortere arbejdstid, men indflydelse på pensionsordningerne. De vil have medbestemmelse på linje med piloterne, skriver E24.no.
-Kabinepersonalet i Widerøe er de eneste af de flyvende ansatte i hele SAS-koncernen, som ikke har forhandlingsret på egen pensionsordning. Pension er også en del af vores arbejdsvilkår, og dette krav vil ikke koste Widerøe en krone, siger Lars Petter Larsen, forhandlingsleder i Parat til E24.no.
Men i Widerøe er kommunikationsdirektør Richard Kongsteinen uforstående over for strejken.
-Jeg er chokeret. Vi har tilbudt et forlig, som sikrer medarbejderne mod ændringer i vilkårene for pension indtil 2017, og det har de afvist, siger han til NTB, skriver E24.no.