TaxiNord sender 1.200 chauffører på ECO-kørekursus
Som led i TaxiNord’s ambitiøse miljøstrategi sender selskabet samtlige 1.200 chauffører på et ECO-kørekursus hos TUC A/S i Ishøj.
Chaufførerne skal blive endnu bedre til at spare på brændstoffet.
-Vores chauffører er blevet meget bedre til at spare på brændstoffet, og sammen med en ændret sammensætning af vognparken til mere energirigtige biler, har vi reduceret CO2-udledningen med hele 20 % på fire år. Men vi skal endnu længere, fortæller Carsten Aastrup, direktør for 4x48 TaxiNord.
-Hvis vi er heldige, kan vi måske presse yderligere et par procents reduktion på vores samlede CO2-udledning igennem via kørekurset. TUC selv vurderer, at der kan opnås 5-9 % brændstofbesparelse.
Foruden den åbenlyse brændstofbesparelse er der andre store fordele ved kurset, som vil hjælpe chaufførerne til at have en mere afslappet og rolig kørestil. Dermed sænkes chaufførernes stressniveau til glæde for dem selv og for kunderne. Desuden vil borgerne på de storkøbenhavnske gader opleve, at taxier fra 4x48 opleves mindre aggressive i kørslen, hvilket ellers er et generelt imageproblem i taxibranchen.
-Som taxiselskab med over 62 mio. kørte kilometer om året, har vi et stort ansvar overfor miljøet i forhold til den CO2-udledning, vi uundgåeligt har. Og med de mange kørte kilometer kan vi netop også gøre en enorm forskel ved at spare selv nogle få procent, så vi vil fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan for at finde nye måder at reducere udledningen på, siger Carsten Aastrup.
Kørekurset starter i begyndelsen af maj, og der vil gå et par måneder, inden alle chauffører har gennemgået forløbet.