KatExpress 2 indsat
Mols-Linien indsatte i dag den splinternye katamaranfærge KatExpress 2 i drift på ruterne over Kattegat.
KatExpress 2, der er en af verdens største hurtigfærger, indsat i driften. Med den nye hurtigfærge tilbyder Mols-Linien op til 24 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland - 20 daglige afgange mellem hjertet af Aarhus og Sjælland og 4 daglige afgange mellem Ebeltoft og Odden.
KatExpress 2 er af samme type som søsterskiebt KatExpress 1, og vil dermed give kunderne den samme gode sejloplevelse, som de har med KatExpress 1.
Den helt nye superfærge blev færdigbygget i marts og er efter sin tur fra værftet i Tasmanien nu klar til at sejle for Mols-Linien.
Den nye hurtigfærge kan tage op til 1.000 passagerer og 417 personbiler – og som KatExpress 1 laste campingvogne, lastbiler og op til 6 busser på en overfart. KatExpress 2 har ligeledes store lyse og overskuelige dæk, som gør det enkelt for kunderne at køre ind og ud af færgen. Hele kundeområdet er moderne indrettet og anlagt på et og samme dæk, hvilket sikrer en fantastisk panoramaudsigt fra store dele af skibet.