Vækstplan: Kørselsafgift skrottes
Regeringen og blå blok har med vedtagelsen af den anden vækstplan skrottet planerne om kørselsafgifter for lastbiler.
Parterne er nemlig enige om at droppe den længe planlagte lastbilafgift, der skulle træde i kraft i 2015.
Dermed mister staten knap én milliard i 2015 og omkring 1,5 milliarder kroner årligt fra 2016 og frem. Penge som afgiften skulle indbringe ved at lastbiler skulle betale 1,50 kroner pr. kørt kilometer.
Planerne om at indføre en kørselsafgift for lastbiler blev besluttet tilbage i 2009. Og pengene er allerede brugt på skattelettelser som led i en skattereform fra 2009.
Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti noterer sig med tilfredshed, at regeringen har besluttet, at kørselsafgifter for lastbiler ikke vil blive indført, hedder i aftalen.