Svensk transport-strejke varede en time
OPDATERET - Den svenske strejke, der medførte, at 24 lastbilcentraler og række andre godsterminaler lukkede i dag kl. 12 er slut
Efter forhandlinger natten til onsdag, sagde forhandlerne fra Transportarbejderforbund (TF) nej til mæglerens tilbud.
Det betød, at arbejdsgiverne, Biltrafikkens Arbejdsgiverforening (BA), opgav at finde frem til en løsning. Dermed træder en varslet strejke i kraft klokken 12 onsdag. Det skriver Svenske Dagbladet.
Det er ifølge avisen uklart, hvilke konsekvenser strejken får. Arbejdsgiversiden advarer mod alvorlige effekter på industri og handel og regner med, at 70-80 procent af alt godstrafik indstilles.
Konflikten vil blandt andet ramme den store svenske tømmer-industri.
Strejken vil også ramme de svenske havne, da en stor del af transporten af gods og containere til og fra skibene bliver ramt af strejken.
Indkommende gods, der ikke bliver afhentet kommer til at hobe sig op på havnearealerne, skibe, der forlader havnene, risikerer at måtte sejle delvist tomme af sted, da en stor del gods, der skulle være transporteret med lastbiler, ikke når frem.
-Mange butikker vil blive tømt, og fabrikker vil stoppe. Risikoen er, at konflikten vil føre til fyringer også i industrien og andre brancher, siger præsident i BA Peter Jeppsson i en pressemeddelelse.
Den nuværende overenskomst mellem BA og TF gælder omkring 7.000 virksomheder og godt 39.000 chauffører.
Forhandlingerne handler primært om, hvor meget løn transportarbejderne skal have.
OPDATERING: Ifølge Sveriges Åkeritidning, så indgik Transport och Biltrafikens arbejdgiverförbund lige inden kl. 13 i dag onsdag et forlig med de strejkende transportarbejdere, der sikrer øget tryghed i ansættelsen ude på terminalerne og forhindrer misbrug via vikarbureauer. Der er endvidere indgået aftale om nedsættelse af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra både arbejdsgivere og arbejdstagere, der skal overvåge en såkaldt konkurrenceneutralitet i den svenske vognkmandsbranche.