Ingen kranbiler ved tunnel
Vejdirektoratet dropper ideen om at placere kranbiler ved hver ende af Limfjordstunnellen.
Forslaget opstod tilbage i januar og skulle være opskriften på at komme ventetid ved trafikuheld i tunnellen til livs.
Men kranbilerne kan i følge afdelingsleder Kim Jansen først komme i aktion, når politiet er færdige med deres undersøgelser, og det tager typisk 15 til 30 minutter.
- I og med at kranbilen tager gennemsnitligt 17-18 minutter om at nå frem, så er det tit, at den holder og venter på signalet fra politiet om, at de nu har tilladelse til at slæbe væk. Så det er ikke kranbilen, der er flaskehalsen, siger han til P4 Nordjylland.
I gennemsnit går der i følge Vejdirektoratet 34 minutter fra et uheld bliver anmeldt i tunnellen til at vejen igen er ryddet.