Kaffen forduftede: Dansk forsikringsselskab dømt af Sø- og Handelsretten til at betale erstatning til speditionskunde.

I transportbranchen er det overordentlig vigtigt at være godt forsikret, herunder for det ansvar, som transportørerne risikerer at ifalde over for omverdenen – specielt egne kunder.

Derfor er det vigtigt at sikre sig, at de opgaver, der udføres i dagligdagen, også rent faktisk er dækket af den til enhver tid gældende ansvarspolice, og det er derfor vigtigt hele tiden at være opmærksom på, om forretningsområdet nu har udviklet sig på en sådan måde, så dækningen eventuelt kommer i risiko og herunder sikre sig, at de aftaler, man har med sine kunder, ikke betyder, at dækningen i tilfælde af en eventuel skade vil kunne undtages af forsikringsselskabet.

En ny dom afsagt af Sø- og Handelsretten den 5. april 2013 vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et dansk forsikringsselskab var forpligtet til at dække det tab, som dets egen kunde, et dansk speditionsfirma, havde lidt i forbindelse med, at speditionsfirmaet havde udbetalt erstatning for bortkomsten af et parti kaffe under en transport fra Danmark til Litauen.

Erstatningen var udbetalt efter CMR-lovens regler, og forsikringsselskabet, som havde tegnet en speditøransvarsforsikring for speditøren og som havde dækning efter Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser 2000 (NSAB 2000) påberåbte sig adgang til at begrænse sin udbetalingspligt til 2,00 SDR pr. kilo gods i henhold til NSAB 2000 § 23 for det gods, der var forsvundet, mens det var i søtransportørens varetægt.

Importøren havde i en årrække bestilt kaffe fra kaffeproducenten. Speditøren var antaget til at transportere kaffen fra kaffeproducentens faciliteter i Kolding til importøren i Kaunas i Litauen.

I april 2010 afgav importøren en ordre på kaffe for i alt 211.007,40 euro. Kaffen blev hentet hos kaffeproducenten af speditørens undertransportør den 14. april 2010 og fragtet på to trailere med til havnen i Fredericia, hvor trailerne efter planen skulle om bord på DFDS’ skib til Klaipeda i Litauen den 16. april 2010. De to trailere blev henstillet på havneområdet.

Da trailerne skulle lastes den 16. april 2010, var de forsvundet.

Speditøren havde efterfølgende betalt erstatning til importøren for den bortkomne kaffe efter reglerne i CMR-loven og havde anmodet forsikringsselskabet om at udbetale beløbet med henvisning til den tegnede speditøransvarsforsikring.

Forsikringsselskabet havde anerkendt at skulle dække speditørens ansvar for bortkomst af kaffen i den ene trailer fuldt ud, men havde vedrørende godset i den anden trailer kun anerkendt at skulle dække med 2,00 SDR pr. kilo.

Der var enighed mellem parterne om, at godset i sidstnævnte trailer forsvandt, mens det var i DFDS’ varetægt. Parterne var endvidere enige om, at speditøren i forhold til importøren var ansvarlig efter reglerne i CMR-loven.

Af rammeaftalen mellem speditøren og kaffeproducenten vedrørende transport til de baltiske lande fremgik blandt andet, at transittiden udgør 2-4 arbejdsdage afhængig af afskibningsdag, og at alle transporter udføres i henhold til NSAB 2000. Endvidere fremgår:

Speditøren har for den konkrete transport udstedt et CMR-fragtbrev.

Af den af speditøren udstedte faktura vedrørende transporten fremgik, at alle opgaver udføres i henhold til NSAB 2000.

Forsikringsaftalen

Af policen for den speditøransvarsforsikring, som speditøren tegnede hos forsikringsselskabet den 12. juni 2009, fremgik under afsnittet ”Dækningsomfang og aftalegrundlag”, at forsikringen dækkede forsikringstagerens / sikredes civilretlige erstatningsansvar i dennes egenskab af speditør i henhold til eller ikke mere byrdefuld end NSAB 2000. Under ”Forsikringsbetingelser” er henvist til ”Almindelige betingelser for Speditøransvarsforsikring (NSAB 2000)” og ”Almindelige betingelser for Fragtføreransvarsforsikring (75-FA-2000)”, som var gengivet senere i policen. Under overskriften

Der blev under den senere sag fremlagt korrespondance fra 2009-2010, som viste, at der i perioden var drøftelser mellem speditøren og forsikringsselskabet om omfanget af forsikringsdækning ved ansvar for indlandstransporter i tredjelande, og at man herunder drøftede betydningen af NSAB 2000 § 23.

I Sø- og Handelsretten blev der afgivet forklaring af forskellige medarbejdere dels fra speditionsfirmaet, dels fra forsikringsselskabet.

Forklaringerne drejede sig blandt andet og primært om den tidligere korrespondance, særligt i forbindelse med ansvarsdækningen på nogle vindmølletransporter, som forsikringsselskabet havde forsikret. Her havde speditørens kunde, en vindmølleproducent, stillet krav om en ansvarsdækning på 8,33 SDR pr. kilo for alle typer transporter (og således ikke kun vejtransporter).

Her forklarede en tidligere medarbejder hos speditøren, at drøftelserne med forsikringsselskabet gik på, om speditøren i den situation kunne få fuld dækning hos forsikringsselskabet, eller kun kunne få dækket det beløb, som forsikringsselskabet kunne få dækket hos en undertransportør. Han vidste ikke, hvad konklusionen på drøftelserne blev. Hans egen korrespondance med forsikringsselskabet om NSAB § 23 vedrørte den særlige situation, hvor godset skulle videretransporteres af en undertransportør i Australien. Drøftelserne handlede ikke om sølovens ansvarsbegrænsningsregler. Han nåede ikke til enighed med forsikringsselskabet. Det havde altid været hans opfattelse, at forsikringsselskabet skulle dække i samme omfang, som speditøren blev ansvarlig f.eks. i henhold til CMR-loven, uanset om transporten indeholdt en søtransport.

Policechefen hos forsikringsselskabet forklarede om samme forhold, at forsikringsselskabet ikke ønskede at udvide forsikringsdækningen og gav udtryk for over for speditøren, at man foretrak, at transporterne foregik på NSAB vilkår. Forsikringsselskabet lavede en beregning af præmien for en forsikring med den ønskede ændring, som viste, at forsikringspræmien ville blive det dobbelte af det, som speditøren betalte på det pågældende tidspunkt. De nåede aldrig at blive færdige med drøftelserne.

I forbindelse med nærværende sag opstod der igen diskussion om omfanget af forsikringsdækning.

Policechefen mente, at det under de tidligere drøftelser blev gjort helt klart for speditøren, at en udvidelse af ansvaret fra 2 SDR til 8,33 SDR ikke var omfattet af speditøransvarsforsikringen.

Forsikringsselskabet gjorde i retten gældende, at den tegnede speditøransvarsforsikring dækker speditørens ansvar i henhold til, men ikke mere byrdefuldt, end NSAB 2000. Dette betød i den konkrete sag, at speditørens ansvar i henhold til NSAB 2000 § 23 kun var dækket med 2 SDR pr. kilo i overensstemmelse med sølovens ansvarsbegrænsningsregel, idet bortkomsten var sket, mens godset var i søtransportørens varetægt.

NSAB 2000 § 23 tager højde for, at det er væsentligt for speditøren, at der er samme mulighed for at gøre et ansvar gældende over for en undertransportør, som speditøren kan blive mødt med af ordregiveren. På samme måde er det væsentligt for assurandøren, at der er en regresmulighed.

Af rammeaftalen mellem kaffeproducenten og speditøren fremgik, at NSAB 2000 var gældende, og at det var forudsat, at transporterne mellem Kolding og destinationer i Baltikum var kombinerede transporter, som foregik dels som landevejstransport og dels som søtransport. Der var i rammeaftalen intet krav om, at transporterne skulle udføres efter reglerne i CMR-loven.

Speditøren kunne have udstedt et fragtbrev vedrørende en multimodal transport, men valgte at udstede et CMR-fragtbrev. Det beror således på speditørens egne forhold, at speditøren har pådraget sig et ansvar efter CMR-loven, et udvidet ansvar, som speditøren ikke havde behøvet at påtage sig, og som speditøren ikke havde krav på at få dækket under speditøransvarsforsikringen. Speditøren havde ikke løftet bevisbyrden for, at man havde krav på en udvidet dækning.

Sø- og Handelsretten henviste i sin afgørelse til, at det forhold, at der i rammeaftalen var refereret til NSAB 2000, ikke udelukkede, at det for den enkelte transport skal aftales, at denne vil skulle udføres som en international vejtransport efter CMR-loven, sådan som det var sket for den af sagen omhandlede transport.

Det var forudsat i rammeaftalen, at en del af den enkelte transport ville foregå med skib, hvilket må have været forsikringsselskabet bekendt, da forsikringen blev tegnet. Forsikringsselskabet havde ikke i forsikringsaftalen betinget sig, at transporter, hvor flere transportformer indgik, skulle aftales som multimodale transporter.

Henvisningen i forsikringspolicen til NSAB 2000, herunder netværksklausullen i NSAB 2000 § 23, kunne efter rettens opfattelse ikke i sig selv føre til, at forsikringsselskabet kunne begrænse forsikringsdækningen over for speditøren til sølovens ansvarsbegrænsning på 2 SDR pr. kilo i en situation, hvor speditøren ubestridt var ansvarlig efter CMR-lovens regler over for varemodtageren.

Som følge af det anførte blev speditørens påstand taget til følge.