Nyt foderstofvogntog
Scania i Esbjerg har netop leveret et nyt chassis og Skelhøje Vognfabrik har leveret en ny påhængsvogn og en komplet ny opbygning til foderstoftransport til vognmand Hans Jørgen Nielsen i Borris.
Lastvognen er en Scania R 620 LB6x2*4 HMB, der bl.a. er udstyret med styrende bogieaksel, Opticruise automatisk gearskifte, gearkasse af typen GRSO 905 med overdrive samt kraftudtag på gearkassen. Bagakslen er gearet 3,42 for optimal drift.
Af udstyr kan bl.a. nævnes 4 kameraer, der er tilsluttet en skærm i førerhuset, fordelt med et kamera på taget af førerhuset, som overvåger ladet, et cyklistkamera til at dække højre side, et kamera ved påhængsvognskoblingen samt et kamera på påhængsvognen.
Førerhuset er polstret ved BJ Autopolstring i Padborg.
Opbygningen på forvognen omfatter et 6,2 m langt lad med 1,7 m høje sider og påhængsvognen, der er fireakslet, har en ladlængde på 8,2 m med 1,7 m høje sider. Begge vogne er med Hydro aluminiumssider, luftstyret udfald, rustfri bund, Kinnegrib stolper, automatisk presenning fra Spørring Karosserifabrik og rustfri kornlem.
Forvognens opbygning omfatter også en VBG påhængsvognskobling med luftservo og 57 mm bolt, der er godkendt til 60 tons vogntogsvægt, samt afdækning med aluminiums-skørter.
Påhængsvognen er udstyret med 8 hjul i størrelsen 385/55 R 22,5 og akslerne er med skivebremser. Bremsesystemet er et Wabco EBS anlæg, og udstyret omfatter også et ekstern vejesystem. Lakarbejdet på hele vogntoget er lavet af Simmelkjær Autolakering ApS i Simmelkjær.
Chassiset er solgt og leveret af lastvognssælger Ole Kristiansen, Scania Esbjerg, mens opbygning og påhængsvogn er solgt af fabrikant Leif Jørgensen, Skelhøje Vognfabrik.