Nye ansigter i dækbranchens foreningsbestyrelser
Foreningerne samlet i Dækbranchens Fællesråd har afholdt de årlige generalforsamlinger, hvor der gennemgående har været tilfredshed og udsigt til et godt 2013.
Der blev også udtrykt stor tilfredshed med aktiviteterne, som blev introduceret i 2012, herunder Dæk-razzia og det fortløbende arbejde for en vinterdæk lovgivning. Disse aktiviteter vil også være fokuspunkter i indeværende år samt en række andre nye tiltag.
Ved generalforsamlingerne skete der dog rent undtagelsesvis også nogle forandringer i bestyrelserne, som følge af jobskifte blandt medlemmerne.
I Dæk Specialisternes Landsforening har Henrik Bitzer, Euromaster Danmark A/S valgt at søge nye veje og erstattes af Christian Jakobsen, Operationel Manager, Euromaster Danmark A/S.
Thomas Harbo, Bridgestone Danmark A/S stoppede ligeledes som følge af jobskifte og i Dækimportørforeningen overtages hans post af Flemming Christensen, Sales Manager i Bridgestone Danmark A/S.
I Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk er Thomas Harbo's post overtaget af David Galvin, fabrikschef hos Tobøl Dæk A/S.