To vognmandsvirksomheder samles i Ejby
Vognmand Poul Pedersen Ejby ApS, i Ejby, Fyn har overtaget 50 % af aktiekapitalen i Logi-Dan A/S og nu er virksomheden i gang med at flytte fra Vester Nebel til Industrivej i Ejby, hvor virksomheden flytter sammen med Vognmand Poul Pedersen Ejby ApS.
-Vi har solgt halvdelen af aktiekapitalen og administrationen er nu flyttet til Ejby. Driftsmæssigt får det ingen betydning for kunderne, da virksomheden forsætter uændret, hvor både Finn Leegaard og jeg fortsætter som medejere og ledere, siger Jan Marxen til TTN.
Vores værksted, som vi har i Vester Nebel, bliver dog nedlagt med virkning fra udgangen af maj måned siger Jan Marxen.
Logi-Dan A/S koncentrerede oprindelig driften omkring transport benzin- og olieprodukter. I 2011 spredte man aktiviteterne ved at overtage Carl Jørn Schmidts vognmandsvirksomhed i Holsted, som udelukkende transporterer træprodukter i form af både tømmer og flis. Omkring årsskiftet 2011/2012 flyttede Logi-Dan hele virksomheden til Vr. Nebel, hvor man lejede sig ind hos Leif Sørensen Tanktransport, der kort forinden var flyttet til Taulov Transport Center.
Vognmand Poul Pedersen Ejby ApS råder over 45 godskørselstilladelser mens Logi-Dan A/S råder over 30 godskørselstilladelser.