Velkomment ledelsesskifte i IRU
Den 51 årige canadisk-italienske vicegeneralsekretær Umberto de Pretto bliver ny topchef i den internationale vejtransportorganisation IRU, når organisationens generalsekretær gennem 20 år Martin Marmy forlader posten den 1. juni i år.
På IRUs generalforsamling i Genève fredag i sidste uge blev Umberto de Pretto valgt som generalsekretær med overvældende majoritet og vil dermed også indtræde i IRUs bestyrelse kaldet ”Presidential Executive”.
Skiftet i IRUs øverste ledelse har længe været undervejs, da Martin Marmy allerede for nogen tid siden bebudede, at han ville træde tilbage, men blev opfordret af IRUs generalforsamling til at blive nogle år mere.
-Nordic Logistics Association hilser skiftet i IRUs top velkomment. Vi anerkender bestemt Martin Marmys store engagement og ihærdige arbejde med at tale vejtransportens sag. Men de nye tider i transportverdenen og verdensøkonomien kræver også et bredere syn på vejtransporten og behovet hos medlemsorganisationerne samt større organisatorisk åbenhed, udtaler DTLs adm. direktør Erik Østergaard, der samtidig er formand for den fællesnordiske transportorganisation Nordic Logistics Association, NLA.
Han ser frem til, at Umberto de Pretto, der har været IRUs stedfortrædende generalsekretær i 18 år, bibringer IRU de nødvendige kompetencer til nye agendaer på den europæiske transportfront og formår at træde ud af rollen som nummer to efter den meget magtfulde Marmy.
NLA formanden roser dog IRUs EU-kontor i Bruxelles – der ledes af danskeren Michael Nielsen – for at have fingeren på pulsen i de for NLA så vigtige EU-sager:
-Vi har rigtig stor gavn af Bruxelles-kontorets medarbejdere– for eksempel på sagen om den digitale tachograf og nu også i arbejdet med cabotageproblematikken. Jeg ved, at den kommende generalsekretær også har stor erfaring fra EU-arbejdet og håber derfor, at han kan være med til at styrke IRUs indsats i EU yderligere.