K+N mere effektiv
Kuehne + Nagel Group med plus i det første kvartal.
Den schweiziske transport- og logistikkoncern øgede omsætningen med 5,4 procent til knap 5,1 milliarder CHF. På bundlinjen tjente K+N 134 millioner CHF mod 68 millioner året før. I fjor var første kvartal dog belastet af ekstraordinære udgifter på 65 millioner CHF.
Kuehne + Nagel øgede container-volumen med 2,3 procent, selv om de store trafikker mellem Europa og Asien faldt, mens der var en lille vækst modsatte vej. De fleste øvrige ruter noterede fremgang mellem 5-10 procent.
Inden for luftfragt øgede K+N mængderne med fem procent i et faldende marked, og inden for kontraktlogistik øgede Kuehne + Nagel omsætningen med 2,5 procent.
På vej- og jernbane-trafikken oplede Kuehne + Nagel tilbagegang, idet vejret blandt andet påvirkede godstrafikken i det første kvartal. Driftsresultatet lød på to millioner CHF mod 15 millioner i samme kvartal 2012.
Karl Gernandt, formand for Kuehne + Nagel International AG var tilfreds med resultatet – specielt i lyset af den recessive situation” i euro-området:
- De tiltag, vi har foretaget, for at øge effektiviteten og øge profitabiliteten virker, siger han og peger på fortsatte udviklingsmuligheder i blandt andet Nordamerika, Mellemøsten, Østeuropa og Sydøstasien.