Beskyttelse af miljøet i Arktis højt på dagsordenen i IMO
I FN’s søfartsorganisation (IMO) tog man på mødet i underkomitéen for design og udstyr (DE) et stort skridt i arbejdet med at få internationale miljø- og sikkerhedsregler for sejlads i polarområder.
Til mødet i underkomitéen for design og udstyr (DE) i marts havde Danmark sammen med andre arktiske kyststater indsendt et forslag til et særligt kapitel om havmiljøregler i Polarkoden. Polarkoden er et særligt regelsæt, som skibe skal opfylde, hvis de sejler i de polare farvande. Den bliver forhandlet i IMO, og forventningen er, at reglerne vil være færdige i 2014, oplyser Søfartsstyrelsen.
Med forslaget lægger Danmark m.fl. op til, at det med havmiljøreglerne i Polarkoden som udgangspunkt bliver forbudt at udlede olie miljøskadelige kemikalier i Arktis. Derudover indeholder forslaget tiltag til stramning af reglerne om udledning af affald og spildevand. Miljøkomitéen (MEPC) skal behandle forslaget på næste møde i maj i år.
Der blev samtidig taget vigtige skridt til at færdiggøre Polarkoden på en række sikkerhedsmæssige områder vedrørende skibes skrogstyrke og operation i områder med bl.a. is og lave temperaturer.