Bring køber Danske Fragtmænd
For at styrke og videreudvikle de to selskabers aktiviteter på transport- og logistikområdet har Posten Norge AS og Fragtmænd Holding A/S indgået en samarbejdsaftale, hvorefter Posten Norge AS køber en aktiepost på 34 % i Danske Fragtmænd A/S.
Parterne er enige om at styrke samarbejdet på en række områder frem til 2015, hvor det er parternes hensigt, at Posten Norge AS overtager hele aktieposten i Danske Fragtmænd.
Posten Norge AS er en af Nordens ledende logistikaktører, og har via Bring-selskaberne etableret en logistikvirksomhed med 6.000 ansatte og en omsætning på 15 mia. kr. primært med udgangspunkt i Norden.
Brings aktiviteter i Danmark er på ca. 1 mia. kr. og omfatter i dag godstransporter samt branche- og logistikløsninger.
Danske Fragtmænd, som ejes af Fragtmænd Holding A/S, er blandt landets største nationale transportvirksomheder og har en årlig fragtomsætning på over 2 mia. kr. og knap 900 ansatte. Hertil kommer 50 fragtmandsvirksomheder, som udfører de daglige transporter for selskabets mange kunder.