TNT sælger kinesisk indlandsnetværk
TNT Express har offentliggjort frasalget af sit indlandsvejnetværk i Kina, tidligere TNT Hoau.
Køberen er en privat equity-fond under CITIC PE. Handlen er resultat af TNT’s ønske om at finde en partner på indlandstransporterne i Kina.
TNTs frasalg forventes godkendt i andet halvår 2013 med afslutning første halvår 2014.
I forlængelse af frasalget, vil TNT Express fortsat udvikle sit internationale express-netværk til og fra Kina. TNT International Express har 3.000 ansatte og et netværk af 36 depoter på tværs af det kinesiske fastland. Hertil kommer tre store, internationale knudepunkter i Beijing, Shanghai og Shenzhen.
- De seneste år har Hoau udviklet sig til en de førende, landsdækkende transportoperatører i Kina. Med de nye ejere i ryggen sikres fortsat vækst og udvikling af selskabet. For TNT Express’ vedkommende er vores fokus også fremover at levere en bred vifte af internationale transportløsninger til og fra Kina, siger Bernard Bot, fungerende CEO i TNT Express.
Hoau er en af Kinas førende leverandører af express-services internt i Kina. Virksomheden driver et omfattende netværk med omkring 1.500 depoter og dækker flere end 600 byer.