Garant Udlejning fornyer flåden af lifte
Garant Udlejning tilpasser sig nu de nye og ændrede behov på markedet for udlejning af lifte ved at sælge hele deres nuværende flåde af gamle lifte.
I stedet opruster de med helt nye lifte, som tilgodeser håndværkernes behov indenfor så godt som alle brancher.
Den komplette udskiftning er foregået i samarbejde med MJ Hydraulik, en af Danmarks førende leverandører af lifte. Ifølge kommerciel direktør for Garant Udlejning, Klaus Nielsen er det et samarbejde, der rækker langt ind i fremtiden:
- MJ Hydraulik har udfordret os såvel kommercielt som teknisk, og det har resulteret i, at vi har sammensat et nyt sortiment, hvor vi både tilgodeser kravet om prisgunstige lejeløsninger og lifte til brug under vanskelige forhold, hvor der stilles særlige krav ved arbejde i højden.
Flere af de nye typer af lette og kompakte lifte kan være i en større kassebil, lige såvel som liftene generelt er blevet mere brugervenlige og alsidige.
For eksempel giver den kun 78 cm brede, 18 meter larvebåndslift adgang for håndværkeren, hvor det tidligere nærmest var umuligt. Edderkopliften er udstyret med et specielt stabiliseringssystem samt en vip- og roterbar jib, så det ser ud, som om den ophæver tyngdeloven, når den snor sig rundt om en hindring i højden.
Liftene vil have base i centre på henholdsvis Fyn og Sjælland hvorfra de øvrige 42 afdelinger med udlejning af maskiner og materiel også vil blive serviceret fra.