Lastbiler i voldsomt dyk
Indregistreringen af nye lastbiler faldt i marts med 31,6 procent. Der blev indregistreret 271 nye lastbiler – et fald fra 396 biler i marts 2012.
- Procenttallene kan virke voldsomme, da det er relativt små tal det handler om på lastbilsmarkedet. Imidlertid er det et faktum, at markedet er dykket med næsten en tredjedel i første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år og det er en meget bekymrende udviklingen da markedet allerede inden den aktuelle nedgang, befandt sig på et ganske lavt niveau, siger adm. direktør i De Danske Bilimportører Bent Mikkelsen.
Hvor der blev nyindregistreret 1.101 lastvogne (over 3,5 tons totalvægt) i første kvartal i 2012, så er tallet faldet til 776 i de tre første måneder af 2013. Det er et fald på 29,5 procent.
Varebiler pludseligt dykOgså salget af nye varebiler faldt betydeligt i marts. 1.879 nye varebiler fik nummerplader på, og det var hele 12,4 procent mindre end i samme måned sidste år.
- Efter et par måneder med en mere eller mindre flad udvikling i salget er der tale om et markant fald i marts. Det kan skyldes engangsfaktorer, som fx placeringen af påsken, men det er en bekymrende tendens i et ellers netop stabiliseret marked. Det er derfor også noget, som vi vil overvåge nøje frem mod sommer, siger Bent Mikkelsen.
År til dato er der indregistreret 5.319 nye varevogne i Danmark. Det er 4,8 procent mindre end i samme periode i 2012.
Salget af personbiler ligger forsat over niveauet sidste år. Her blev der skruet nummerplader på lige ved 15.000 personbiler i marts, hvilket er 9,2 procent mere end i marts 2012. År til dato ligger personbilssalget dog kun 2,9 procent højere end sidste år.