SAS-Lufthansa samarbejde stopper
Med udgangen af april stopper samarbejdet mellem SAS og Lufthansa på områder, der udgør ca. halvdelen af Lufthansas omsætning i Danmark.
Lufthansa-gruppen og flere andre store flyselskaber skal nu selv lave aftaler med rejsebureauer og erhvervskunder. Det skriver branchesitet Stand By.
- Med udgangen af denne måned udtræder Austrian, Lufthansa og Swiss samt Air Canada og United Airlines af SAP – SAS Agent Program (rejsebureauerne), af SCP – SAS Corporate Program (de store erhvervskunder) og af SAS Credit (for små og mellemstore erhvervskunder, red.), siger chef for Lufthansa-gruppen i Danmark, Morten Balk, til Stand By.
SAS og Lufthansa-gruppen vil stadig have samarbejde, herunder codeshare, mellem Skandinavien og Tyskland. Dette joint venture har eksisteret siden 1995.
Mens SAS sidste år havde 9,7 mio. passagerer til og fra Københavns Lufthavn, havde de tre Lufthansa-selskaber lidt over 1 mio. Selve Lufthansa havde som fjerdestørste flyselskab i lufthavnen 534.000 passagerer, Austrian Airlines var nr. 11 med 316.500, mens Swiss på 12. pladsen havde 311.000 passagerer.