Ti nye til DTK
DTK Logistics GmbH har netop overtaget de sidste 5 nye DAF lastbiler ud af en samlet ordre på i alt 10 fabriksnye DAF FT XF460 SSC Euro 5 EEV.
Lastbilerne er udstyret med luftaffjedret Super Space Cab førerhus, som opfylder chaufførens ønsker om et højt komfortniveau, og rummelig plads. Førerhusene er endvidere udstyret med køleskab, kabinevarmer, aircondition og fjernbetjent c-lås. Motorerne er en 460 HK MX Paccar motor, som yder 2300 Nm ved 1500 omdr./min, som opfylder EEV kravene. Udstyret omfatter ligeledes DAFs nye økonomiske 12 trins manuel betjente ZF gearkasse, som gør lastbilen mere brændstoføkonomisk. Fra fabrik er vognene bygget op med dobbelte tanke (850 + 430 Liter), fast Jost skammel og fuldt spoilersæt på førerhuset.
ESA Trucks Danmark A/S, der har leveret de nye lastvogne, har på værkstedet monteret værktøjskasse på chassisvanger i bag, 12V og 24 V liftstik, beslag til diverse bagpå førerhus, kaffemaskine og walkie-talkie i førerhus.
Salgskonsulent Steffen Andreasen, ESA Trucks Danmark A/S, har forestået salg og levering.