Dom: Vognmand må ikke køre i tre år
Vognmand Ernst Bülow, Taulov, er blevet straffet hårdt ved Retten i Aarhus for at køre med en manipuleret fartskriver.
Ernst Bülow drev transportfirmaet Bülow A/S, Ernst Bülow Holding A/S og Ernst Bülow Udlejning og Tachografservice, men de er stoppet.
Retten har nemlig frakendt ham retten til at udføre arbejde med tachografer og lignende i fem år. Samtidig er han frakendt retten til godskørsel for fremmed regning i tre år og han er frakendt kørekortet i tre år. Oven i dette kommer en bøde på 30.000.
Anklageren havde begæret en bøde på 57.000 kroner – svarende til standardtaksten på 3000 kroner for hver af de 19 overtrædelser, som politiet afslørede.
Retten nedsatte beløbet på grund af lang sagsbehandlingstid, da forholdene skete i august 2009.