To nye ruter fra Aalborg
Norwegian cementerer sin position som Aalborg Lufthavns største flyselskab ved at åbne to nye ruter i denne uge.
Iaftes var det den længe ventede rute til Oslo. Ruten får 6 ugentlige afgange, og det betyder, at der nu er langt flere sæder til salg mellem Aalborg og Oslo, som også beflyves af British Airways.
Lufthavnsdirektør Søren Svendsen venter, at ruten vil trække mange nordmænd til terminalen i Aalborg Lufthavn, og det kan være et tiltrængt vitamintilskud til det nordjyske turisterhverv.
- Oslo har været et ønske lige siden Norwegian begyndte at flyve herfra. Yderligere en operatør til Oslo er ekstremt vigtig for Nordjylland, og fordi Norwegian er et norsk flyselskab, er de det helt rigtige selskab til at få nordmændene til at tage flyet til Aalborg. Der er store forventninger, især fordi her er en rute, som har et stort potentiale begge veje, siger Søren Svendsen.
I morgen åbner Norwegian den anden nye rute, denne gang til den sydspanske ferieby, Alicante. Der er der tale om en ferierute med to ugentlige afgange, torsdag og lørdag, og der lægges ud med et udsolgt fly.