Transport 2013: Malte håndterer alt fra brændstof til vask
I fremtiden - lige rundt om hjørnet - vil der være mange typer af brændstof til den rullende industri.
Ejere af busser og lastvogne tvinges til at tage stilling til, om de i fremtiden vil fortsætte med at have egen tank eller om de vil tanke på en stor tankstation.
Hvis de fortsætter med egen tank, er der ikke noget i vejen for at opgradere anlægget til de nye brændstoffer, der ofte er mere ”aggressive” end f.eks. diesel.
- Vi coater mange jordtanke, så de f.eks. kan benyttes til de nye brændstoffer, så som RME, der lige nu er ved at finde vej ud til mange svenske kunder og som sikkert også vil nå længere ud, siger adm. direktør Henrik Schøler, Malte Fuel Tech A/S i Kolding.
Malte Fuel Tech har så at sige fire ben at stå på: vaskeanlæg, til alle typer køretøjer, brændstofanlæg, skilte, hvor man servicerer bl.a. olieindustrien på tankstationer m.v. samt Ai2, der er en projektafdeling med både en arkitekt- og ingeniørafdeling, som løser store komplekse opgaver med f.eks. bygning af komplette serviceanlæg tilhørende værksted, tankstation med flere brændstoftyper og AdBlue, indhegnet parkeringsplads og faciliteter til dem der skal besøge anlægget.
I øjeblikket er Malte Fuel Tech således i gang med at bygge flere store trafikcentre til servicering af tung trafik i Sverige, og det forventes at der skal bygges en halv snes meget store anlæg i Sverige i løbet af de næste par år.
MinitankanlægBrændstofafdelingen bygger komplette tankanlæg i containerformat, som kan sættes op hvor som helst. Dermed kan der hurtigt etableres en tankstation med de nødvendige brændstoffer m.v. og som opfylder alle bestemmelser - uden at der behøver at blive gravet nogen huller i jorden. Disse anlæg har vundet stor indpas i Norge og Sverige, men anvendes også i stigende grad herhjemme.
Malte Fuel Tech tilbyder ligeledes overvågning af anlæggene, noget som f.eks. også anvendes til mange af de vaskeanlæg som firmaet stiller op. De giver ejerne en vis tryghed, samtidig med at det er med til at overvåge både anlægget og omgivelserne.
Det betyder desuden, at eventuelle fejl bliver registreret i IT-systemet hos Malte Fuel Tech, der straks kan tage bestik af situationen og udbedre fejlen.
Ligeledes kan man ved vaskeanlæggene modvirke hærværk og det er muligt at se om evt. skader, som kunder mener vaskemaskinen skulle have forvoldt, også er sket under vask.
På Transport 2013 i Herning vil Malte Fuel Tech A/S bl.a. vise en lille tankstation og produkter på kemisiden, som anvendes til vask, hvor man dækker produkter til såvel store som små køretøjer og alt fra pleje af lakken til rengøring af f.eks. en tankvogn.