Air Greenland risikerer at miste monopol
I sidste uge fik Grønland en ny regering efter valget den 12. marts. Og en af det nye selvstyres første opgaver bliver at beslutte, om Air Greenlands monopol på flyvninger mellem Grønland og Danmark skal brydes.
Et nystartet selskab ved navn Greenland Express vil nemlig gerne give Air Greenland, som Grønlands Selvstyre ejer 37,5 procent af, konkurrence, men det nye selskab har brug for Selvstyrets tilladelse.
Men endnu inden tilladelsen er givet, er Greenland Express i fuld gang med forberedelserne.
- Ejerkredsen presser på for at vi skal gøre os klar, så vi kan rykke så snart tilladelsen foreligger, forklarer Gert Brask, der er initiativtager til Greenland Express, til check-in.dk.
I sidste uge fik selskabet en hjemmeside på både engelsk, dansk og grønlandsk.