Koldt vejr giver mange rejsende i Billund
Rejselysten stiger i takt med at temperaturerne falder.
Og det kan man tydeligt mærke i Billund Lufthavn, som har slået sin martsrekord med 208.020 passagerer.
Selv om marts er en svingende rejsemåned, fordi påsken ikke ligger fast, så er lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen sikker på, at det kolde vejr har fået flere til at rejse udenlands.
- Der er ingen tvivl om, at det kolde forår har betydet en større rejselyst mod varmere himmelstrøg, så ønsket om både sol og ski sætter sit tydelige præg på måneden, siger han til P4 Trekaqnten.
Stigningen i antallet af rejsende har været størst på charterområdet, som har haft en fremgang på 8,4 procent i forhold til marts sidste år.
Men også de almindelige udenlandsruter har haft en pæn fremgang på 2,1 procent.