Brugerbetaling på ny bro kan blive en sløj forretning
En brugerbetalt bro over Roskilde Fjord er langt fra sød musik i øregangene på de danske bilister, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste bilafgifter, skriver Ingeniøren.
Det er reaktionen fra Mogens Fosgerau, professor i transportadfærd fra DTU, i forlængelse af den godt 10 milliarder kroner dyre trafikaftale, som Folketinget fremlagde i slutningen af marts.
Heri er der nemlig afsat to mia. kroner til at anlægge den nye bro over Roskilde Fjord, fordi den nuværende Kronprins Frederiks Bro over samme fjord er yderst overbelastet.
Politikerne vil have bygget en ny brugerbetalt bro lige ved siden af den gamle, men i betragtning af, at danske bilister i dag betaler høje afgifter, kan brugerbetaling bliver en svær forretning at drive, mener Mogens Fosgerau.
- Generelt set er brugerbetaling på danske veje problematisk, fordi bilisterne i dag må til lommerne på grund af høje afgifter. Så betalingsveje klinger sjældent særlig godt i danskerne ører og bidrager næppe mere positivt end en finansiering over skatterne, siger han.
Bag betalingsanlæggene på den kommende bro kommer der til at stå folk fra Sund & Bælt Holding A/S, som man eksempelvis kender fra Storebæltsbroen. En tur i personbil vil i følge Frederiksborg Amts Avis koste 15 kroner, mens lastbiler skal af med 40 kroner for hver tur over Roskilde Fjord på den nye bro.