23948sdkhjf

Rederier vil tilpasse piratberedskab

Styrtdyk i antallet af piratangreb ud for Somalia får rederierne til at øjne besparelser på det dyre piratberedskab.

Styrtdyk i antallet af piratangreb ud for Somalia får rederierne til at øjne besparelser på det dyre piratberedskab.



Selv om de somaliske piraters aktiviteter sidste år skrumpede ind til en skygge af fordums storhed, så er truslen langtfra væk. Sådan lyder vurderingen fra både NATO, EU og fra Danmarks Rederiforening, der alle opfordrer rederierne til at opretholde et højt antipirat-beredskab.

- Det gælder om, at fastholde beredskabet eller blusser pirateriet i Adenbugten bare op igen, advarer vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmark Rederiforening, over for TTN.

Men rederierne trodser de gode råd og undersøger nu aktivt mulighederne for at reducere de betydelige omkostninger til piratsikring – herunder bevæbnede vagter, pigtrådsspærringer, brændstofslugende højhastighedssejlads og forsikringer med mere.

Tendensen bekræftes af sikkerhedsfirmaet Risk Intelligence over for ShippingWatch.dk.

- Inden for de seneste tre-seks måneder er vi begyndt at få forespørgsler på, hvordan man kan de-eskalere beredskabet i takt med, at angrebene er faldet dramatisk. Alle vil gerne reducere beredskabet, som koster mange ressourcer, så rederierne ønsker at finde den optimale "pakke" i forhold til trusselsbilledet på længere sigt, udtaler direktør Hans Tino Hansen fra Risk Intelligence, til ShippingWatch.

Han oplyser, at rederiernes ønsker et beredskab, der hurtigt kan opgraderes, hvis trusselsbilledet forværres.

Højt beredskab

Årsagen til de somaliske piraters drastiske nedtur er en kombination af flere faktorer. Indførelse af en Best Practise Mangement-standard for rederierne, der opstiller normer for skibenes passive beskyttelsesforanstaltninger, og eventuel anvendelse af bevæbnede vagter med mere har reduceret piraternes chancer for at komme ombord markant. Piraternes fristeder på den somaliske kyst er også blevet begrænset takket være lokale myndigheders øgede fokus på piratproblemet, der også rammer Somalia og ikke mindst landets trængte befolkning, fordi pirateriet har begrænset skibstrafikken til det fattige land. Der er dog lang vej til en effektiv og koordineret myndighedsindsats mod piraterne i det borgerkrigshærgende land, der endnu ikke har en reel national regering.

Endelig har den internationale militære indsats en betydelig andel af æren for den kraftige reduktion i de somaliske piraters hærgen. Maritime overvågningsfly spotter mistænkelige fartøjer og informationen deles ikke kun med krigsskibene, men også med den civile søfart, der således får mulighed for at ændre kurs, hvis det er tilrådeligt.

Det er dog formentlig ikke kun rederierne, der er interesseret i mulighederne for at spare på piratberedskabet. Den internationale flådestyrke er antageligt også under pres fra blandt andet regeringer i Europa, hvor en presset økonomi får politikerne til at svinge sparekniven flittigt over forsvarsbudgetterne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085