Jernbane til Aalborg Lufthavn
En ny trafikaftale på Christiansborg indebærer, at der afsættes mere end 270 mio. kr. til at anlægge et jernbanespor mellem Lindholm og lufthavnen.
Banedanmark har udarbejdet en forundersøgelse om mulighederne for banebetjening af Aalborg Lufthavn. Forundersøgelsen viser, at den bedste løsning vil være en ca. 3 km lang stikbane fra Lindholm til lufthavnen.
Der bliver tale om et ekstra sidespor til den bestående banestrækning. Passagerer, der tager toget sydfra med tog, som i dag har endestation i Lindholm, vil i fremtiden kunne køre helt frem til lufthavnsterminalen. Kommer man med tog fra Vendsyssel, vil man skulle skifte tog i Lindholm for at komme til lufthavnen.
En ny stikbane til Aalborg Lufthavn vil kunne bidrage til et generelt løft af den kollektive trafik i Aalborg området og skabe en ny sammenhæng mellem landsdelstrafikken og Aalborg lufthavn.
Aftalen betyder også, at det eksisterende togserviceanlæg i Lindholm ved Aalborg med anlægget af den nye stikbane kan flyttes til et egnet sted omkring lufthavnen.