23948sdkhjf

Infrastrukturmidler finder vej til havne

Trafikforlig sender godt en halv milliard kroner til erhvervshavne.

Trafikforlig sender godt en halv milliard kroner til erhvervshavne.



Adgangsforholdene til en række danske erhvervshavne får et tiltrængt løft i forbindelse med det netop indgåede godt 10 mia. kroner store trafikforlig. Her er der afsat 600 mio. statslige kroner til veje, jernbane og sejlrender i havne.

- Danske Havne glæder sig over, at transportpolitikerne med den netop indgåede aftale om fordeling af infrastrukturmidlerne ser, at havne kan bruges mere og bidrage mere til en god infrastruktur, siger formand Uffe Steiner Jensen, Danske Havne, i en kommentar.

- Politikerne anerkender fordelene ved en øget brug af søfart til aflastning af landtransport. Samtidig er det også en smart investering, der kan lette trængsel og belastning på veje og broer, så de holder længere.

Den store saltvandsindsprøjtning til havnenes baglandsinfrastruktur opfylder en række ønsker, som havnenes brancheorganisation tidligere har fremsat.

Lang liste

Kalundborg Havn har fået godkendt planerne om en forbedring af rute 22 mellem den vestsjællandske havn og Slagelse omfartsvej, der er afsat 0,7 mio. kroner til opmåling af vanddybden i gennemsejlingsløbet i den vestlige Limfjord, Esbjerg Havn får en ny sporforbindelse (58,5 mio. kr.), der er afsat 45 mio. kr. til forbedring af statsvejnettet med henblik vindmølletransporter – det vil gavne havnene i Aarhus, Esbjerg, Grenaa og Aabenraa, der anvendes 252 mio.kroner til skibsstødsikring i Limfjorden og Svendborgsund, modulvogntogsvejnettet udvides for godt 30 mio. kr, hvilket vil gavne havnene i Skagen, Frederikshavn, Skive, Thyborøn, Struer og Odden m.fl. Endelig er der afsat 100 mio. kr. til en statslig/kommunal pulje (kommunerne skal selv bidrage med et tilsvarende beløb) til forbedring af det kommunale vejnets forbindelser med statsvejnettet – noget der også ventes at gavne havnene.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219