KLC leverer trailer med langbogie
KLC A/S i Kolding har netop leveret en ny treakslet nedbygget trailer til Ove Engedal Transport, Sandnes, Norge.
Traileren er bygget op i en kraftig konstruktion beregnet for det norske marked med bl.a. 18.000 kg
kingpin tryk, og tre ti-tons BPW aksler med tromlebremser, som er placeret med en akselafstand på 1.350 mm mellem de to første aksler og 2.250 mm mellem anden og tredje aksel, hvorved traileren i kombination med en treakslet trækker i Norge vil kunne køre med 50.000 kg vogntogsvægt.
Afstanden fra center på kingpin til center på den mellemste aksel er på 8.550 mm, og den bagerste aksel er selvsporende, mens der er en el-betjent bogielift på den forreste aksel.
Dækkene er i størrelsen 265/70 x 17.5 dæk og af typen med M+S mærkning, af hensyn til den norske lovgivning om kørsel i vinterhalvåret.
Forsmækken er bygget i stålprofiler med en højde på 1600 mm og siderne er fremstillet i eloxerede aluminiumsprofiler i en højde på 800 mm. Stolperne er af mærket Kinnegrip og der er kraftige 10.000 kg surringer i kantramme samt kæpstokhuller og tilhørende kæpstokke.
Desuden er der også værktøjskasser og magasiner for opbevaring af kæpstokke m.m.