Lastbilerne kommer til Herning
Seks lastbilmærker fremvises ved Transport 2013 - i et samarbejde med Vestfyn Trækker.
Om mindre end en måned mødes transportbranchen til fagmesse i Herning, og det bliver med en række store lastbilnyheder på programmet. I tæt samarbejde med Vestfyn Trækker præsenteres lastbilerne samlet i én udstillingshal. Med undtagelse af Renault vil alle mærker blive fremvist.
Volvo FH, MAN TGX Euro 6, Mercedes-Benz Actros og Truck of the Year Iveco New Stralis HI-Way er blandt nyhederne, som de besøgende kan opleve på Transport 2013. Men lastbilimportørerne kommer ikke selv. Præsentationen af lastbilerne sker i et samarbejde mellem MCH Messecenter Herning og sommerudstillingen Vestfyn Trækker, der næste gang finder sted i 2014.
- Det er et konkret resultat af vores tætte samarbejde med Vestfyn Trækker omkring transportmesser i Danmark. Det betyder, at seks lastbilmærker fremvises på Transport 2013 i form af et stort showroom med flere af de største lastbilnyheder på markedet, udtaler projektchef Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning.
- Vi glæder os over at være med til at skabe et stærkt fundament for Transport 2013, som er en vigtig messe for branchen. På samme måde som Transport 2013 var repræsenteret på Vestfyn Trækker, er det også vigtigt for os at være synlig på Transport 2013, siger administrerende direktør Per Mikkelsen, VBG Group Sales.
177 udstillere har pt. underskrevet kontrakt til Transport 2013, der finder sted fra 4.-7. april i MCH Messecenter Herning. Dermed har Transport 2013 distanceret sig klart fra den konkurrerende messe, som Lastbil Magasinet holder samtidig i Fredericia med en tredjedel af udstillerne.