Norwegian åbner langdistancerute fra CPH
På et pressemøde i morgen torsdag i Københavns Lufthavn vil Norwegians topchef, Bjørn Kjos, løfte sløret for at Norwegian til vinter vil begynde at flyve langdistance-flyvning fra Københavns Lufthavn.
Norwegian skriver ikke i indkaldelsen til pressemødet, at det konkret vil handle om lancering af nye ruter fra København, kun at emnet er Norwegians langdistancesatsning generelt. Men check-in.dk erfarer, at Bjørn Kjos i morgen vil præsentere mindst en oversøisk destination fra København.
Destinationen er sandsynligvis Florida i USA.
Dermed er det definitivt, at København også bliver en del af den storstillede satsning på langdistanceflyvninger til lavpris, som Norwegian går i luften med den 30. maj i år. I første omgang med flyvninger fra Oslo og Stockholm til Bangkok og New York.