Stort fald i antallet af nyindregistrerede lastvogne over 16 tons
Der er kun skruet nummerplader på 460 nye lastvogne i Danmark året to første måneder.
Det er 174 færre end i samme periode sidste år, hvor der blev nyindregistreret 610 lastvogne over 16 tons totalvægt. Der er tale om et fald på 28,5.
Ser man alene på nyindregistreringerne i februar, så er faldet mindre dramatisk. Her blev der nyindregistreret 203 lastvogne over 16 tons, mod 219 i februar 2012.
Tallene fra De Danske Bilimportører viser også, at der er sket en del forskydninger i de forskellige lastvognsmærkers markedsandele.
Volvos markedsandel lå næsten uændret på 30,7 procent i årets første to måneder, mod 31 pct. i januar-februar i 2012.
Ærkerivalen Scania – der faktisk leverede en lastvogn mere end Volvo i februar – er til gengæld rykket op fra 25,9 pct i de to første måneder af 2012 til nu 29,6 pct.
Mercedes Benz har øget deres markedsandel fra 10 procent i starten af 2012 til 15,8 pct. i år. MAN’s markedsandel er faldet med et enkelt procentpoint til 13,8 pct.
Værre står det til for lastvognsmærket DAF, der kun har leveret 13 lastvogne i årets første to måneder, mod 55 i perioden sidste år. Her er markedsandelen faldet fra 9 til 3 pct.
Iveco har oplevet en halvering af antallet af leverancer i den tunge ende fra 42 til 21 lastvogne. Samtidig er markedsandelen faldet fra 6,9 pct. til 4,8 pct.
Renault Trucks har til gengæld formået at fastholde sin markedsandel i det vigende marked med ni nyindregistrerede lastvogne mod 12 sidste år.