50.000 varebiler jages
Skat begynder jagten på de varebilder, der endnu ikke har fået firmanavn og CVR-nummer på siden.
Fra årsskiftet skulle alle varebiler på gule nummerplader være forsynet med firmanavn og CVR-nummer udvendigt. Det skulle gøre det lettere for Skats medarbejdere at tjekke hvem bilen tilhører og om den eventuelt anvendes til skatte- og afgiftspligtige formål,
Men Skat vurderer at omkring et halvt hundrede tusinde varebiler stadig kører rundet uden den lovpligtige identifikation.
Men fra 1. april begynder hammeren at falde, hvis varebilen er lidt for anonym.
- Vi skruer op for kampagnen til april, og der vil vi tage bødeblokken med ud, siger afdelingsleder i Skat, Søren Lindhardt, ifølge epn.dk.
Skat ved ikke præcist, hvor mange lidt for 'diskrete' varebiler, der kører rundt på de danske veje, men skønner at det er et sted mellem 10 og 20 pct.
Indtil udgangen af marts vil Skats medarbejdere nøjes med en høflig påmindelse - eventuelt i form af en folder i forruden, hvis de støder på varebiler uden firmanavn og CVR-nr.