Speditører gik frem – vognmænd tilbage
Omsætningen i transportsektoren landede i 2012 på 138 mia. kr. hvilket er en stigning på 1,9 procent sammenlignet med året før.
Væksten i transportsektoren - eksklusiv søfart og luftfart - er især drevet af hjælpevirksomhed til transport, der bl.a. dækker over spedition. Hvis man ser bort fra søfart og luftfart, så står speditørerne for knap 60 procent af transportsektorens samlede omsætning. Inden for speditionsbranchen oplevede man i 2012 en stigning på 4,6 procent, oplyser DI Transport.
Speditionsbranchen har haft en stort set uændret indenlandsk omsætning, men også en positiv udvikling i eksporten i de første tre kvartaler af 2012, mens der var tilbagegang i 4. kvartal af året.
- Speditørerne er lyspunktet, når vi ser tilbage på 2012. Danske transportvirksomheder er generelt stærke, når det gælder logistik, og vi har kunnet levere nogle effektive løsninger, som gør, at vi har klaret os fornuftigt i et ellers hårdt 2012, siger Rune Noack, der er chefkonsulent i DI Transport.
Vognmandsbranchen oplevede til gengæld et fald i omsætningen på 2,9 procent. Den indenlandske omsætning for vognmandsbranchen har været rimelig stabil gennem 2012, mens eksporten har været faldende gennem store dele af 2012.
- Den danske vognmandsbranche står fortsat meget stærkt på det danske hjemmemarked. Men der er ingen tvivl om, at 2012 har været et hårdt år. Det er vores indtryk, at der fortsat er en hård international konkurrence i vejtransportbranchen, både når vi snakker vognmænd og speditører, og selv om der har været en stabil indenlandsk omsætning i Danmark, så smitter den svage økonomi i resten af EU af på transportbranchen, siger Rune Noack.