DAT har succes med Sønderborg-rute
Danish Air Transport, der driver flyruten Sønderborg-København, melder om rekord i passagertallet.
Selskabet har netop sat ekstra flyvninger ind og ændret afgangstiderne.
I uge ni satte passagertallet rekord på ruten Sønderborg - København.
- Vi er selvfølgelig rigtig glade. Det tyder på, at vi er ved at vinde passagernes tillid ved at flyve til tiden. Og med de nye ændringer, vi netop har igangsat, skulle vi gerne få endnu flere passagerer og sikre ruten i fremtiden, siger Jesper Rungholm, der er administrerende direktør for Danish Air Transport (DAT) til P4 Syd.
Opsvinget kommer, netop som DAT har sat ekstra flyvninger ind og ændret afgangstiderne. Altsammen baseret på spørgeskemaer blandt passagerne og hos erhvervslivet.