Kraftig bøde blev nedsat
En bøde på 12.000 kroner til chaufføren og 24.000 kroner til vognmanden for, at en chauffør kørte uden et gyldigt førerkort i fire dage.
Sådan lød dommen i 2012 fra Holstebro Byret. I denne uge har Vestre Landsret i Viborg nedsat bøderne til 6.000 for chaufføren og 12.000 for vognmanden.
- Det er et skridt i den rigtige retning, men vi er ikke helt over målstregen. Bødernes størrelse er i den høje ende, men vi er tilfredse med, at Vestre Landsret har taget hensyn til de faktiske og formildende forhold i sagen, siger chefkonsulent Lars Nielsen fra vejgodstransportens brancheorganisation ITD.
ITD har ført sagen som principsag og håber, at dommens hensyntagen til proportionalitet bliver eksempel til efterfølgelse ved danske domstole.
- Det er helt afgørende at understrege, at færdselssikkerheden aldrig har været truet i denne sag. Straffen skal stå mål med gerningen – det såkaldte proportionalitetsprincip. Det slog EU-domstolen fast i 2012 med Urbán-dommen. Dagens dom hælder absolut til den positive side, siger Lars Nielsen.
I sin afgørelse peger landsretten på, at kontrollen af køre-og hviletidsreglerne ikke er blevet hindret af de fire dages kørsel uden førerkort. Samtidig er der ingen tvivl om, at køre- og hviletidsreglerne er overholdt. På baggrund af en konkret vurdering og helhedsbedømmelse af alle forhold satte landsretten altså bødestørrelsen ned og tog hensyn til proportionaliteten i forseelsen.
Sagen bundede i, at chauffør Mads Knudsen for sent opdagede, at hans førerkort netop var udløbet.
Chaufføren kørte efterfølgende fire dage uden førerkort. Men han udfyldte hver dag en køreskive, så køre- og hviletidsreglerne blev overholdt og dokumenteret.
En senere udskrift fra bilen viste, at ingen køre- og hviletidsregler var brudt i perioden. Overtrædelsen gjaldt alene den forordning, som regulerer den konkrete betjening af lastbilens kontrolapparat.
- Jeg erkender, at vi har gjort noget forkert og skal have en bøde – men den oprindelige bøde var alt for stor. Vi gjorde det ikke for at tjene på det eller i ond hensigt, siger vognmand Henrik Kronborg fra Kronborg Transport ApS.