Milliardunderskud i Norden
Dampskibsselskabet Norden A/S hentede et minus på 1,6 milliarder kroner i 2012.
Til sammenligning opnåede rederiet et overskud på en halv milliard i 2011. Ledelsen forventer et positivt driftsresultat (EBITDA) på et sted mellem 85 og 250 mio. kroner.
- Jeg er tilfreds med, at driftsresultatet ligger i den høje ende af forventningerne og endnu mere tilfreds med, at Norden formår at generere 22 millioner dollar i positivt cashflow på driften og derudover tjener 22 millioner dollar på ny aktivitet i et faldende marked. Vi går styrket ind i et udfordrende 2013 og vil nu have fokus på investeringer i brændstofeffektive tørlastskibe, som vi allerede har bestilt 7 af de seneste måneder. Vores appetit på investeringer vil fortsætte i 2013, udtaler adm. direktør Carsten Mortensen ifølge maritimedanmark.dk.
Årsagen til det store minus er, at rederiet måtte nedskrive den bogførte værdi af skibene for 300 millioner USD i første kvartal sidste år. Dertil kommer yderligere ordinære afskrivninger for 89 mio. USD og tab på salg af skibe på 24 mio. USD. Derfor endte det det primære driftsresultat med en minus på 256 mio. USD.
Ser man bort fra de voldsomme ned- og afskrivninger, så præsterede D/S Norden faktisk et driftsresultat (EBITDA) på plus 148 mio. USD. Ganske pænt i et vanskeligt marked og tæt på toppen af ledelsens tidligere forventninger til driften om et plus på mellem 110 og 150 mio. USD.
Rederiets tørlastskibe genererede et EBITDA på 131 mio. kroner, hvilket er over forventningerne. Tankskibsaktiviteterne bidrog med et EBITDA på 28 mio. USD.
Dampskibsselskabet Nordens ledelse forventer, at markedsvilkårene forsat vil være udfordrende i indeværende år – men med pæne vækstrater i såvel tørlast-, som tankskibssegmentet. Det ventes at skabe basis for en gradvis bedring af de pressede fragtrater på tankmarkedet. For det plagede tørlastsegment ventes kun en stabilisering af priserne omkring det nuværende lave niveau.