23948sdkhjf

To fredelige generalforsamlinger

Generalforsamlingen i det gamle RAV blev efterfulgt af generalforsamling i RAV af 2012.

Generalforsamlingen i det gamle RAV blev efterfulgt af generalforsamling i RAV af 2012.



Lørdag blev der på Hovborg Kro holdt generalforsamling i de to vognmandsforeninger RAV (Ribe Amts Vognmandsforening) og den nystiftede Ribe Amts Vognmandsforening af 2012.

Selv om 2012 blev et turbulent år for organisationen RAV, hvor det hele kulminerede med beslutningen om at opløse foreningen og i stedet stifte en ny og helt uafhængig vognmandsforening, var det to helt fredelige generalforsamlinger.

Formanden, vognmand Jens Peter Jensen (foto), indledte sin beretning på generalforsamlingen i RAV med at konstatere, at det har været det meste turbulente foreningsår, han har været med til i sin tid som medlem.

- Som i alle ved endte det da også med, at bestyrelsen fik mandat på to ekstraordinære generalforsamlinger til at melde foreningen ud af DTL, for efterfølgende at stifte en ny og uafhængig Ribe Amts Vognmandsforening af 2012, sagde Jens Peter Jensen.

- Uanset motiverne og den lange forhistorie, som førte til udmeldelsen, er det helt sikkert ikke noget

vi er blevet populære på i kredsen af kolleger i Region Syd. Jeg ville da også ønske, at man havde lyttet til os i tide, så det drastiske skridt ikke havde været nødvendigt. Men man kan nu en gang træde en hund på halen så længe, at den bider.

Han peger på, at RAV ikke var enig i, at regionskontorerne skulle lægges ind under DTL.

- Men vi gav os til sidst. Nu er ”belønningen" en lang kamp om at få del i den fælles "formue", som skal udloddes til medlemmerne i forbindelse med Region Syds opløsning. Det ser ud til at lykkes, således at hvert medlem får sin andel af egenkapitalen udbetalt. Men det holdt hårdt, da forslaget fra vore kolleger var, at pengene skulle indbetales til en fond, siger Jens Peter Jensen.

- Som i kan forstå er det småt med sympati fra de trofaste partisoldaters side. Det må vi så leve med. For jeg mener ikke vi har spillet med fordækte kort. Jeg er godt klar over at demokrati forpligter og vi skal rette os efter demokratiske afgørelser - selvom de går os imod, sagde formanden. Men udover det store fællesskab har vi jo også vor egen lokalforening og dens medlemmer at tage hensyn til. Og det hensyn har vi ment var mest forpligtende.

Forholdet til DTL

- Langt om længe gik det op for bestyrelsen i DTL, at man er nødsaget til at tilbyde nogle praktiske

medlemsfordele, som man længe har kunnet få andre steder. Tungvognspecialisten blev købt og

personalet ansat i DTL. Der er ingen tvivl om, at de tidligere ansatte i politiet - såvel på

hovedkontoret som i Kolding - har stor ekspertise på køre- hviletidsområdet, siger Jens Peter Jensen.

DTL-medlemmer har blandt andet fået tilbudt et køre- hviletidssystem.

- Jeg håber, at DTL fortsat vil være i stand til at levere systemet som et gratis medlemsgode, sagde RAV-formanden, der til gengæld havde ”bange anelser” om, at ”det har været dyrt at købe Tungvognspecialisten og få udviklet det nye system.”

- Ellers ser det ud til, at DTL har gang i mange ting og det er spændende at se, hvad der kommer ud

af det. Rent politisk er de meget aktive, men der mangler synlige beviser på konkrete resultater så vi

kan bedømme, om vi får nok for kontingentkronerne, siger Jens Peter Jensen.

Ingen fremskridt i sigte

- Der er igen gået et år - desværre uden at vi har kunnet spore de store fremskridt i form af øget

aktivitet i transportsektoren, siger Jens Peter Jensen, der konstaterede, at vognmændene i DSV igen har fået nedsat afregningen, mens DSV’s kunder har fået opjusteret prisen.

- DSV forstår, hvad det drejer sig om: få kørt billigt og selv score kassen. Flere burde naturligvis nægte at køre for DSV på disse betingelser, men det er selvfølgelig svært, hvis man har baseret sin forretning på denne ene kunde, sagde Jens Peter Jensen, der konstaterer, at efter rimeligt aktivitetsniveau i de første tre kvartaler, ”gik luften ud af ballonen og raterne faldt”.

- Er det de nye vægtgrænser, som gør sig gældende? spurgte formanden. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det kan være en af årsagerne. For det er da forunderligt, at når alt andet stiger, så falder fragtpriserne.

Natdistribution

Et andet projekt, der arbejdes på, er natdistribution. Dagligvarer skal ud på hylderne, mens de fleste sover.

- Jeg tror nu ikke, det er særlig sundt for chaufføren, selvom der selvfølgelig er bedre plads på vejene om natten. Til gengæld har jeg mistanke om, at det mere handler om, at lastbiler ikke må være synlige og endelig ikke køre i vejen for privatbilismen, sagde Jens Peter Jensen.

- Der er nok at tage fat på, for det korte af det lange er, at vi reelt ikke ved, hvor vi står fremover.

Hvordan skal vi så kunne planlægge fremtiden for vores forretninger? Øgede skatter og afgifter - eller reduceret udefradrag - er jo ikke ligefrem med til at forbedre konkurrencevilkårene overfor udlandet. Vi forærer vore arbejdspladser væk, fordi ingen politikere har modet til at spare på de offentlige udgifter.

Cabotageros til DTL

Nationale transporter der bliver udført af lastvogne fra andre lande er også et varmt tema.

- En af DTLs store mærkesager er at forhindre yderligere liberalisering af cabotagekørsel. Det skal

DTL selvfølgelig have ros for, da mange af vore medlemmer naturligt nok er bekymrede over, hvad

det i givet fald vil betyde for beskæftigelsen - såvel for vognmanden som de danske chauffører.

En ting er kommende regler - noget andet er overtrædelser af de regler, vi allerede har, sagde Jens Peter Jensen.

- Vi oplever dagligt masser af eksempler på, at udenlandske vognmænd der lader hånt om de regler, der trods alt er, f.eks. i antal ture og rutekørsel. Men jeg tror ikke, vi kommer videre, hvis ikke myndighederne får bedre midler. Det skal være op til den udenlandske chauffør at bevise, at han

kører lovligt, og der skal gøres mere ud af medvirkeransvar. Speditørerne, som sidder bagved og

trækker i trådene, slipper i dag udenom ansvar, siger Jensen.

Det er hans indtryk, at politiet har øget kontrollen, men samtidig har svært ved at få lovbryderne dømt.

Tak til politiet

Der var ellers ros til politiet.

- Igen i år skal der lyde en tak til politiet for endelig at være kommet i arbejdstøjet. Som tidligere

nævnt er det mit indtryk, at der er gang i de regelmæssige kontroller af de mange biler med

"fejlfarvede" nummerplader, og det hjælper trods alt lidt på de ellers ulige konkurrencevilkår, at risikoen for at blive afsløret med snyderi er blevet lidt større - i det mindste, hvis man færdes på motorvejssystemet, sagde Jens Peter Jensen.

- Vi er dog langt fra at have en ligeså effektiv kontrol som man har det i Tyskland. Risikoen for at blive afsløret er stadig langt mindre end chancen for at slippe fri.

Etablerer fordelsaftaler

Den nye forening, som tæller knap 80 medlemmer, arbejder ihærdigt med at etablere aftaler om gunstige fælles indkøb. Det har foreløbigt resulteret i rabataftaler med nogle lokale autoriserede værksteder og et forsikringsmæglerselskab, der allerede har tegnet over halvdelen af medlemmerne som kunder.

På generalforsamlingen løftedes sløret for en hel ny aftale om fælles indkøb af brændstof m.v. fra olieselskabet OK. At dømme efter tilhørernes umiddelbare reaktion er der udsigt til gode besparelser for medlemmerne – og øget omsætning til olieselskabet.

Genvalg

Ved generalforsamlingen i den nye Ribe Amts Vognmandsforening af 2012, var der genvalg til såvel bestyrelse som formand, uden at der nogen modkandidater. Formanden, vognmand Jens P. Jensen meddelte dog, at han herefter ikke tager flere valgperioder.

Bestyrelsen omfatter derudover Niels Ove Kristensen, Asger Sørensen, Frede Matzen, Tonny Sørensen, Carl Jørn Schmidt og Jan Lillegaard. Som suppleanter blev Aksel Junker og Torben Hansen valgt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062