FDL ønsker kontrol hele døgnet rundt
Organisationen vil gerne vide mere om den forestående kontrol.
Selv om Rigspolitiets ledelse ikke i detaljer har orienteret offentligheden om, hvordan de tre tungvogns-centre kommer til at fungere, og hvor stor bemandingen reelt bliver, frygter Frie Danske Lastbilvognmænd, at bemandingen slet ikke bliver stor nok til at sikre en tilstrækkelig effektiv kontrol.
FDL-Nyt har forgæves forsøgt at få chefen for Rigspolitiet ud af busken for at svare på de spørgsmål, FDL har stillet med hensyn til normering, vagtplaner og arbejdsområder.
For som kontorleder i FDL, Jens Groot, siger til FDL-Nyt, skal der altså en omfattende styrke til for at sikre en effektiv kontrol.
Jens Groot lægger ikke skjul på, at det er bekymrende, at Rigspolitichefen åbenbart ikke ønsker at udtale sig, ”til trods for, at det er et meget vigtigt område at få styr på”.
- Det nytter jo ikke noget, man fra myndighedernes side opfordrer branchen til selv at være med til at rydde op, når man alligevel ikke vil høre, eller svare på spørgsmål eller råd og vejledning fra dem, der kender branchen indefra, siger Groot.
Han peger på, at kontrollen ikke bliver effektiv, hvis betjentene på hverdage kun skal arbejde fra ca. 8-17 – eller kortere.
- Alle erfaringer viser jo, at der er et stort behov for mere effektiv kontrol, og det er lige så vigtigt at kontrollere lastbiler kl. 2 om natten som f.eks. kl. 11 formiddag. Det er vigtigt at politiet med jævne mellemrum gennemfører udvidede, samtidige aktioner flere steder. Ellers er det for let at undgå kontrollerne, fordi ”jungletrommerne”, der i dag er mobiltelefoner bruges til at advare kolleger imellem eller at en speditør hører om kontrollen og så via mobilen omdirigerer et eller flere vogntog, siger Jens Groot.