Roskilde Lufthavn får fin placering
Roskilde Lufthavn, eller Tune Lufthavn, som er den geografisk korrekte betegnelse, lever et stille liv i skyggen af Kastrup Lufthavn.
Men lufthavnen kan andet end at lave den sidste halvdel af det fælles firmanavn, Københavns Lufthavne, til flertalsform. For mens storebror på Amager er i den europæiske elite blandt de store ruteflylufthavne, så er lillebror rykket op i eliten blandt de såkaldte ”fixed base operators” i Europa, skriver check-in.dk.
Roskilde indtager således en syvendeplads på European Business Air News’ liste over de bedste lufthavne i Europa til at håndtere taxafly og private jets. Listen består af mere end 380 lufthavne, og fra en placering langt nede i dyndet, er lufthavnen avanceret til en top 10-placering i 2012.
Roskilde Lufthavn er blandt andet en populær destination, når internationale rockstjerner hvert år i juli gæster Dyrskuepladsen i Roskilde for at optræde på Roskilde Festivalen. Blandt gæsterne i 2012 var Bruce Springsteen and The E-Street Band.
Lufthavnen er det sjællandske stop for forsvarets flyvninger med danske soldater til og fra Afghanistan, der starter i Karup og ofte runder Roskilde på ud- og hjemturen. Ved at bruge Roskilde i stedet for storebroderen Kastrup Lufthavn får soldaterne og de pårørende mulighed for at blive genforenet under mere private former.