Flodbølge af containerkæmper rammer markedet i 2013
Shippinganalytikerne i SeaIntel spår en vækst i kapaciteten på det globale containermarked på 11 procent.
Verdens containerrederier ventes at indsætte 46 ny containerskibe med en kapacitet på hver over 10.000 TEU. De største bliver Maersk Lines Tripple-E klasse, hvor de første skibe ventes leveret fra værft i år. Containerkæmperne ventes ifølge SeaIntel primært indsat på ruterne mellem Asien og Europa, hvor den lange distance og tilstedeværelsen af de nødvendige terminalfaciliteter gør så store skibe til en god idé.
Selv om store containerskibe kan sænke rederiernes omkostninger per container væsentligt, så er den kraftige kapacitetstilgang ikke nødvendigvis en god ide. SeaIntel noterer, at hovedruterne mellem Asien og Europa i forvejen lider under overkapacitet.
Ifølge SeaIntels beregninger, så vil indsættelsen af de 46 containerkæmper øge den ugentlige kapacitet fra nu 342.000 TEU til 369.000 TEU. Selv hvis containervolumenerne øges med 2,5 procent i år, så skal der trækkes to services ud af markedet, hvis ikke overkapaciteten skal øges. - - -- Hvis vi kigger hen mod slutningen af 2013, når alle skibe er faset ind, vil væksten i kapaciteten nå 11 procent på årsbasis, og derfor skal vi enten se en urealistisk vækst i efterspørgslen eller rederne skal vurdere at indstille potentielt så meget som fire ugentlige services for at skabe balance i udbud/efterspørgsel, i fraværet af en basal vækst i efterspørgsel på Asien-Europa, vurderer SeaIntel ifølge epn.dk.